Få styr på din kunstnerøkonomi

Når man ikke tjener særlig mange penge, kan det være fristende at lukke øjnene for sin økonomi – at lade det hele sejle og håbe på, at det nok skal gå. Men som kunstner er det vigtigt at have et godt overblik over din økonomi, så du kan træffe beslutninger, der kan lede til et bæredygtigt arbejdsliv i kunstverdenen. Signe Sylvester har lavet en step-by-step guide så du kan komme i gang med dit første budget.

Af Signe Sylvester

Budgettering for kunstnere

Som kunstner er det vigtigt at du har et godt overblik over din økonomi, fordi du med stor sandsynlighed har en såkaldt kludetæppeøkonomi med flere forskellige indtægtskilder: fonde, salg af værker, undervisning, freelance opgaver for andre kunstnere, et deltidsarbejde mere eller mindre relateret til din praksis osv.. Budgettering er derfor en vigtig, men ofte overset, del af kunstneres rejse mod et mere bæredygtigt og meningsfuldt arbejdsliv. Et budget er nøglen til at opnå overblik over økonomien og dermed begynde at træffe beslutninger, der kan lede til et økonomisk såvel som mentalt bæredygtigt arbejdsliv i kunstverdenen.

Trin 1: Evaluer dine indtægtskilder

Først og fremmest skal du identificere, hvilke indtægter du har haft i løbet af de sidste 12 måneder. Dette kan omfatte salg af kunstværker, undervisning, workshops, fonde, legater, men også de penge, du har tjent på andet arbejde som freelance opgaver og deltidsjobs samt penge, du har modtaget som gaver, donationer eller arv. Lav en liste over alle dine indtægter, kategoriser dem hvis nødvendigt og skriv det samlede beløb for de seneste 12 måneder ned. Ved at have en klar forståelse af dine indtægtskilder kan du bedre planlægge og styre dine finanser.

Trin 2: Identificer dine faste udgifter og dit forbrug

Næste skridt er at identificere og liste alle dine faste udgifter op. Dette kan omfatte husleje, materialer, atelierleje, forsikring, transport og andre regelmæssige udgifter, du har som kunstner. Hvis du gør bryg af fx en computer, keramikovn eller andet dyrt udstyr i din praksis, vil jeg anbefale at du tager udgifterne til disse med på din liste. Det kan du gøre ved at dividere det samlede beløb med det antal år, du forventer der går før du skal investere i en ny version. En computer ville jeg personligt dividere med 7 år, men det afhænger helt af hvad dine behov og forventninger er. Jeg vil anbefale, at du laver to lister – en der omhandler dit privatliv og et der omhandler din praksis som kunstner. Derudover skal du skabe dig et overblik over dit private forbrug, hvilket vil sige, hvor mange penge bruger du på mad, tøj, restauranter, oplevelser, gaver m.m. Ved at have en klar forståelse af dine udgifter og forbrug kan du bedre planlægge og budgettere dine indtægter.

Trin 3: Skab et realistisk budget

Nu, hvor du har en klar oversigt over både dine indtægtskilder og udgifter, er det tid til at oprette et budget. Der findes mange gode skabeloner, du kan downloade gratis på nettet, hvis du søger på Google. I budgettet starter du med at liste alle dine udgifter til kun kunstneriske praksis. Listen over forbrug og faste udgifter til dit privatliv kan du lægge sammen og give beskrivelsen ”løn” eller “private udgifter”. Derefter indsætter du alle dine indtægter. Det er vigtigt at være realistisk omkring dine forventede indtægter og udgifter. Ved at tage udgangspunkt i de seneste 12 måneder har du et godt udgangspunkt, men det er vigtigt, at du justerer beløbene alt efter hvilke forventninger og planer, du har både privat og som kunstner de kommende 12 måneder. Til sidst i dit budget skal du inkludere et bufferbeløb til uforudsete udgifter. Jeg anbefaler omkring 10%. Et realistisk budget er nøglen til at opnå økonomisk stabilitet og bæredygtighed som kunstner.

Trin 4: Prioriter dine udgifter

Når du har et budget på plads, er det vigtigt at prioritere dine udgifter. Hvis ikke skabelonen, du bruger, har lavet udregningen for dig, skal du have frem i lommeregneren – er der plus eller minus på din bankkonto når alle udgifter er trukket fra indtægterne? Identificer, hvilke udgifter der er mest kritiske for din kunstneriske praksis, og sørg for at prioritere dem i dit budget, og nedjuster dem der har mindst indflydelse. Mange af de kunstnere, jeg rådgiver, har en tendens til at undervurdere behovet for løn til sig selv – men hvis du vælger at skære ned på den budgetpost, vi her kalder for ”løn”, er det vigtigt, at du identificerer specifikke udgifter i dit privatliv, som du vil skære væk. Lønposten i dit budget er den, der sikrer, at du ikke skal gå fra hus og hjem, og dermed at du kan opbygge en bæredygtig praksis på den lange bane. Ved at prioritere dine udgifter kan du sikre, at du bruger dine penge på de mest værdifulde og meningsfulde måder.

Trin 5: Tilpas dit budget løbende

Endelig er det vigtigt at huske, at et budget er et levende dokument. Gennemgå dine indtægter og udgifter løbende og vær parat til at tilpasse dit budget, hvis dine forhold ændrer sig. Hvor ofte du skal gøre dette er en smagssag. Personligt kigger jeg på mit budget en gang om året, eller hvis der sker en større forandring i mit arbejds- eller privatliv, som jeg ikke kan gennemskue de økonomiske konsekvenser af. Ved at overvåge og tilpasse dit budget løbende kan du sikre, at det forbliver relevant og effektivt over tid.

Afsluttende refleksioner

Ved at følge disse trin og oprette et realistisk budget kan du være godt på vej til at opnå økonomisk stabilitet og succes som kunstner. Husk, at budgettering handler om mere end bare at tælle kroner og ører - det handler om at skabe overblik så du kan tage de rette beslutninger, og skabe et solidt grundlag for din kunstneriske praksis, så du kan fortsætte med at skabe og inspirere i mange år fremover.

Hvis du er interesseret i at få hjælp til
at sætte dit budget op eller evaluere, hvor realistisk dit budget er, kan du booke en
gratis indledende samtale med
Signe Sylvester eller Rose Heiberg.

Næste
Næste

Kunstnerliv gennem ild og vand