Hovedpointer fra kunstnermøde om økonomi og trivsel

Torsdag d. 14. september 2023 inviterede Den Kreative Forretning til kunstnermøde under overskriften økonomi og trivsel. Følgende er en opsamling med hovedpointer fra kunstnermødet d. 14. september 2023.  

Introduktion

Til kunstnermødet d. 14. september var vi omkring mange aspekter i relation til økonomi og trivsel i kunst og kulturbranchen, men tre problematikker gik igen på tværs af flere samtaler: Valg af salgsplatforme, at forstå værdien af eget arbejde og at prioritere i opgaver, ideer og tilbud. I følgende har vi forsøgt at samle og gengive nogle af de mange gode råd, refleksioner og anbefalinger, der blev delt.

Valg af salgsplatforme

En udfordring, der stod frem i samtalerne, drejede sig især om sociale medier og den tid og energi, som mange kunstnere putter i at skabe content uden at kunne se et øget slag eller interesse for deres værker og projekter.

Her blev det blandt andet italesat at sociale medier ikke altid egner sig til at sælge kunstværker, da mødet med kunsten og kunstneren ofte er en stor del af den værdi, kunstsamlere og kunstinteresserede køber. At få sine værker ud i det fysiske rum igennem udstillinger, kunstmesser, markeder og gallerier bør derfor være en prioritet. Selv om du er ny i dit fag og derfor ikke nødvendigvis er klar til at få en fast gallerist, er der mange alternative fysiske platforme, hvor du (ofte mod betaling) kan få præsenteret dine værker, for eksempel kunstnerdrevne eller private udstillingsrum, designmarkeder eller kunstmesser. Den økonomiske investering skal ses i relation til alt den tid, du alternativt skulle poste i sociale medier for at nå ud til samme købestærke publikum. Sociale medier er ikke en gratis platform – du betaler med din tid og din opmærksomhed.

Det betyder ikke at sociale medier ikke kan være givende for dig og din praksis. Uanset hvilke fysiske og digitale platforme du gør brug af, når du præsenterer din kunst, skal du være opmærksom på, hvorfor du har valgt at investere penge og/eller tid i lige netop disse og evaluere løbende, om det er meningsfyldt at fortsætte, eller om der er behov for justeringer.

Forstå værdien af dit arbejde

Endnu en vigtig problemstilling, der blev taget op til kunstnermødet, er den usikkerhed, der kan opstå, når man skal argumentere for sin egen, sine værkers eller projekters værdi. Der blev blandt andet givet udtryk for, at det kunne være svært at konkurrere med de billige masseproducerede genstande, objekter eller plakater, der bliver solgt til et par 100 kr. i mange butikker. En af de gode råd, der dukkede op i samtalerne om denne problemstilling, var at huske på, at værdien af et kunstværk eller unikaprodukt ikke udelukkende handler om det færdige visuelle udtryk, men også om den historie værket eller objektet bærer på i kraft af sin status som kunst/unika. En kunstinteresseret køber i høj grad fortællingen om dit værk og dig som kunstner - ikke et lærred med maling.

En anden interessant refleksion, der kom frem i denne forbindelse, var at det kan være lettere at sælge sine kunstværker ekstremt billigt eller ekstremt dyrt – og at mellemstadiet faktisk kan være det sværeste, fordi man her henvender sig til en målgruppe, der i højere grad sammenligner ens værker med andre visuelle (ofte masseproducerede) produkter, og at et værk eller unika produkt i den kontekst syntes dyre. En højere pris tiltrækker til gengæld kunder, der er vandt til at forholde sig til kunst og unika objekter, og som derfor ser en større værdi af ens arbejde. Dermed ikke sagt at du blot skal hæve dine priser helt ekstremt, hvis du stadig er tidligt i din karriere. Det er vigtigt at der er overensstemmelse mellem din erfaring (din fortælling) og dine priser, da det netop er det, der skaber den ekstra værdi for kunden.

 

Prioriterer i opgaver, ideer og tilbud.   

”Prioritér, prioritér, prioritér” stod der på et af de stykker papir, vi tog noter på undervejs. Netop at prioritere i sin tid, energi, opgaver og muligheder var en problematik, der fyldte en del i relation til trivselsaspektet. Det handler blandt andet om at turde tage sig tid til kunsten, til fordybelsen, til inspirationsture, til research m.m. i stedet for at vente på der bliver tid. Flere gode og konkrete råd blev delt i den forbindelse. Først og fremmest kan det være en hjælp at skrive sine mål, planer og ideer ned, så de bliver konkrete og kommer ud af ens eget hoved. På den måde kan det også være lettere at give slip på dem, så man faktisk kan koncentrere sig, om den opgave man står overfor uden at blive alt for forstyrret af sin egen popcornhjerne.

Et andet meget vigtigt råd der blev givet, var at tage snakken om prioriteringer, økonomi og tid med sine nære allerede tidligt i ens karriere. Det vil altid være lettere at prioritere tid til udvikling og skabelsen af nye værker, hvis din partner, børn, forældre eller nære venner bakker dig op og forstår vigtigheden af dit arbejde. At lave en forventningsafstemning med sine nærmeste kræver desuden også, at man er bevidst om sine ambitioner og værdier i relation til arbejdslivet som kunstner, hvilket kan styrke ens evne til at prioritere de opgaver og muligheder der er vigtige for en.      

Anbefalinger

Til kunstnermødet blev der traditionen tro også delt anbefalinger til artikler, bøger, film og podcasts, der kan være en hjælp eller støtte i forbindelse med netop økonomi og trivsel i arbejdslivet som kunstner og kreativ selvstændig. Et udvalg af disse var:

·      BOG: Rest is resistance, Tricia Hersey, 2022

·      FILM: Apelonia, Apelonia, Lea Glob, 2022

·      BOG: Manualen, Fridolin Nordsø & Kristian Leth, 2017


OM KUNSTNERMØDET

Kunstnermødet er et åbent netværksmøde, hvor der faciliteres ærlige samtaler om de problematikker og udfordringer, der fylder i de udøvende og selvstændige kunstneres arbejdsliv. Et møde hvor bekymringer, erfaringer og gode råd på tværs af de kunstneriske felter kan blive delt, fordi vi tror på, at vi står stærkere, når vi løfter og støtter hinanden.

Skrive dig op til vores nyhedsbrev,
hvis du ønsker at blive inviteret med til næste kunstnermøde.

Forrige
Forrige

Udvid og styrk dit professionelle netværk

Næste
Næste

Kunstnerens kludetæppeøkonomi